Lidl hjælper hospitalsklovnene
Med midler fra supermarkedskæden Lidl er det blevet muligt for Danske Hospitalsklovne at uddanne flere klovne til glæde for børnene på de danske hospitaler.
Humor, komisk talent og stærke empatiske evner. Det er, hvad Danske Hospitalsklovne leder efter, når de i slutningen af februar skal udvælge et nyt hold af hospitalsklovne. Ved hjælp af en donation på 226.668 kr. fra Lidl samt et par andre donationer, kan Danske Hospitalsklovne nu uddanne seks nye klovnetalenter rundt om i landet.
- For en lille organisation som vores er det her en stor donation, der virkelig gør en forskel. Vi ser frem til nu at kunne uddanne et nyt hold af hospitalsklovne og klæde dem på til at hjælpe flere børn igennem deres indlæggelser. Samtidig betyder Lidl’s engagement i Danske Hospitalsklovne, at vi opnår en større synlighed, og det har også stor værdi for os, siger direktør for Danske Hospitalsklovne Kenneth Øhrberg.
Lidl’s kunder har doneret via småkager
I perioden op til jul kunne man i landets 92 Lidl-butikker købe småkager med Danske Hospitalsklovnes logo og derigennem støtte organisationen. I alt blev der solgt 126.668 pakker småkager, hvoraf 1 krone per solgt pakke gik til Danske Hospitalsklovne. Lidl har valgt at lægge 100.000 kr. oveni, så det samlede beløb i alt blev 226.668 kr., som ubeskåret går til Danske Hospitalsklovne.
- Vi er rigtig glade for igen i år at kunne støtte Danske Hospitalsklovne og derigennem bidrage til, at der nu kan uddannes endnu flere klovne. Det er vi rigtig stolte af. Danske Hospitalsklovne gør et kæmpe stykke arbejde for rigtig mange indlagte børn og deres familier, og vi har stor respekt for deres arbejde, siger Lidl’s kommunikationsansvarlige Rikke Brandes.
Aalborg solgte flest småkager
For at indsamle så mange penge som muligt til Danske Hospitalsklovne iværksatte Lidl en konkurrence blandt alle 92 butikker. Den butik, der solgte flest småkager kunne vinde en spændende fridag med teambuilding for alle ansatte i butikken. Det var Lidl’s butik i Aalborg, der fik solgt flest småkager, og det var derfor butikschef Simon Christensen, der fik æren af at overrække checken til hospitalsklovnen Tut, der til daglig har sin gang på børneafdelingen i Aalborg og i Hjørring.